Lod (Æ-m)
Klassetrin: Ældste
Type: middel
Beskrivelse:
LOD giver eleverne mulighed for at foretage udvælgelser af tilfældige tal, såkaldte slumptal, fra et givet talområde.
LOD kan efterligne chanceeksperimenter som kan beskrives ved modellen ’tilfældig stikprøveudtagelse”. Udtagelsen kan være med tilbagelægning eller uden tilbagelægning.
LOD er et effektivt hjælpemiddel i arbejdet med eksempler som peger ud mod anvendelsessituationer.
Hent program og hjælpefil: Lod.zip
———-
Materialer til programmet kan hentes her og hver af dem er nærmere beskrevet nedenfor:
1) EMMA-tema Lod.zip
2) Lær om chancer.pdf
3) Chance – Et IT-læremiljø.pdf (Baggrundsmateriale)
———-
1) EMMA-tema: Lod
Klassetrin: 5-10
Omfang: 3-5 lektioner
Beskrivelse:
Faglige områder: Statistisk sandsynlighed, information gennem eksperimenter. Temaet indgår i IT-læremiljøet CHANCE.
Arbejdet med statistisk sandsynlighed står centralt i de nye læseplaner. Med programmet LOD får eleverne adgang til et lettilgængeligt edb-værktøj som kan benyttes i forbindelse med fastlæggelse af sandsynligheder i chancesituationer af vidt forskellig art.
LOD bygger på en arbejdsform hvor eleverne eksperimenterer og afprøver. Med dette værktøj kan eleverne med indsigt behandle chancesituationer som ellers ville ligge uden for deres teoretiske rækkevidde.
Fagligt indhold: Der arbejdes med en edb-model som kan benyttes til simulering af chancesituationer der kan beskrives som lodtrækninger. EMMA-temaet vil behandle en række eksempler på situationer af denne art. Ved brug af LOD vil eleverne kunne fastlægge sandsynligheder for hændelser som kan beskrives i tilknytning til den givne lodtrækning.
I arbejdet med LOD fremhæves modelbegrebet. Til en forelagt chancesituation opstilles en model som afspejler chancesituationen på bedst mulig vis. Derefter ’køres modellen på computer’ ved hjælp af LOD. De opnåede resultater fra kørslen fortolkes og oversættes til udsagn om chancer og risikoer i den oprindelige situation.
Undervisningsmaterialet lægger op til at eleverne gennem eksperimenterende og udforskende aktiviteter beskæftiger sig med chancesituationer af hverdagsagtig art. Arbejdet med løsning af problemer ved brug af LOD vil med fordel kunne foregå i små grupper hvor problemerne angribes fra flere sider, og hvor fortolkningen af opnåede resultater kan udsættes for nærmere overvejelse og diskussion.
Det er et mål for arbejdet at eleverne oplever LOD som et alment og lettilgængeligt værktøj der kan benyttes i arbejdet med chancesituationer. Det er en erfaring at LOD ikke må automatiseres for meget, idet eleverne da mister forbindelsen med de forelagte chancesituationer. Eleverne må derfor i arbejdet med LOD selv ’røre ved de indsamlede data’ og foretage de nødvendige optællinger.
Indeholder de 2 filer:
– EMMA-Lod.pdf
- Lod-Lv.pdf (lærervejledning)
———-
2) Lær om chancer! Sanne og Malene går på opdagelse med computeren
Klassetrin: 6-10
Omfang: 3-6 lektioner
Beskrivelse:
Denne INFA-publikation giver en indføring i arbejdet med begreber fra sandsynlighedernes verden. Den henvender sig til elever på klassetrinnene 6 -10, og den lægger op til at arbejdet med de faglige emner foregår under udstrakt inddragelse af computeren.
Fremstillingen knytter sig til anvendelsen af to af INFAs programmer inden for området Chancelære: LOD og KUGLE123.
Teksten er bygget op over Sanne og Malenes arbejde med chancer. Undervejs diskuteres de faglige metoder som de to piger bliver fortrolige med, og der gøres overvejelser over de faglige udfordringer og oplevelser som er at hente i chancelærens verden.
Består af filen: Lær om chancer.pdf
———-
3) Chance – Et IT-læremiljø
Beskrivelse:
Giver en fagdidaktisk baggrund for arbejdet med sandsynlighed i skolen.
I denne publikation sættes arbejdet med de to programmer LOD og KUGLE123 ind i en nærmere faglig og pædagogisk sammenhæng.
———-